Udskriv


 
 

Grevemosehus er et over 100 år gammelt skovløbersted beliggende i den nordvestlige ende af Rude Skov. Huset ejes af Skov- og Naturstyrelsen Øresund, og fungerede indtil 2003 som skovløberbolig. Et grønt partnerskabsprojekt med Rude Skov Naturskole som primusmotor gjorde det i 2008-2009 muligt at renovere og indrette huset, så det nu fremstår som en skovarbejderbolig anno 1900 - dog med tilpasninger af hensyn til husets funktion som formidlingssted.

Grevemosehus fungerer i dag som et historisk værksted under Naturskolerne i Rude skov og Raadvad og bruges i hverdagene af børnehaver og skoleklasser fra Rudersdal og Frederiksberg kommuner. Andre interesserede har jævnligt mulighed for at kigge indenfor i det historiske miljø, når Grevemosehus´ Venner holder huset åbent på udvalgte weekenddage og i forbindelse med større arrangementer i løbet af året (f.eks. Traktørdag i juni og Julestue i december).
Formålet med at istandsætte og indrette Grevemosehus som en skovarbejderbolig anno 1900, er at skabe en unik ramme om forløb og aktiviteter, der med skovarbejder-historie som indgangsvinkel giver børn og voksne indsigt i hvordan man kan anvende naturen og dens mange ressourcer i dagligdagen. Derudover er det håbet at huset bliver udgangspunkt for en masse uforglemmelige kultur- og naturoplevelser! 

 

Et historisk miljø
Når man træder ind af døren til Grevemosehus skulle det gerne give følelsen af at ”træde ind i en anden verden.” I køkkenet spreder brændekomfuret varme og stemning, i den fine stue tikker stueuret og i soveværelset står slagbænken slået ud til husets mange børn. Alle husets rum er indrettet med møbler og genstande fra omkring år 1900.
Udendørs er der bl.a. skovløberens værksted, brændehugningsplads og gammeldags vandpumpe på gårdspladsen. I haven er der etableret en køkkenhave med tidens grøntsager, der er frugtbuske og – træer, staudebede og lige udenfor hegnet ligger en bigård.

 

Partnerskabet der stod bag renoveringen af Grevemosehus i 2008-9 bestod af:

Grevemosehus´ Venner – en lokal støtteforening
Rudersdal kommune
Rude Skov Naturskole/Naturskolerne i Rude skov og Raadvad
Frederiksberg kommune
Frilandsmuseet
Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum
Skov- og Naturstyrelsen, Øresund

 

Renoveringen af Grevemosehus blev bl.a. muligt via midler fra

Puljen til lokale grønne partnerskaber
Tips- og Lottomidler til friluftslivet (administreret af Friluftsrådet)
Tuborgfondet


 
 
 
Naturskolerne.dk       Tlf. 45 80 59 26       mail@naturskolerne.dk       Raadvad 50, 2800 Lyngby